BRCA og forebyggende brystoperation

            - Det planlagte forløb

Jeg har valgt at få lavet en forebyggende brystoperation, hvilket vil sige, at jeg får fjernet mine "raske bryster" og lavet nye af silikone. Det vil foregå som følgende:

1. operation
I begge sider fjerner en overlæge brystvorte og hele det brune område. Brystvævet bliver herefter fjernet ud gennem hullet.
En plastickirurg lægger en "ekspander" ind bag brystmusklen. Det er en protese, som kan udvides med saltvand.

Til slut bliver hullet syet sammen og der lægges "tape" hen over syningen, men ellers ingen forbinding.

Påfyldning
Et par uger efter 1. operation får man fyldt saltvand i ekspanderen for første gang. Herefter går der ca. 7-10 dage mellem påfyldningerne.

Ved hjælp af en magnetsøger kan sygeplejersken finde ventilen  i ekspanderen og fylde saltvand i ved at stikke en nål gennem huden. Det er meget forskelligt, hvor meget saltvand man kan "holde til". Det kan svinge fra 25-150 ml.

Det tager et par måneder før man har fået fyldt sin ekspander. Når ekspanderen er helt fyldt, skal man gå med den i 3 måneder, inden 2. operation kan finde sted.

2. operation
Under 2. operation skærer plastickirurgen noget af det gamle ar op og tager ekspanderen ud. Bagefter lægger man en lidt mindre silikoneprotese ind og lukker igen.
Grunden til, at silikoneprotesen er mindre end ekspanderen, er, at man opnår et mere naturligt hæng af brystet.

Brystvorter
3-4 måneder efter 2. operation kan man vælge at få lavet en "dut" som brystvorte. Det foregår i lokalbedøvelse, hvor lægen lægger et lille snit, som syes sammen til en "cylinder". Den forbindes i skum. I starten vil dutten være ca. 1 cm høj, men trække sig sammen til det halve.

Når dutten er helet op, bliver den brune farve tatoveret på af en sygeplejerske. Man kan også blive tatoveret uden at få lavet en dut først.

 Forside

 Min baggrund

 Det planlagte forløb

 1. operation

 Påfyldning

 Utæt ekspander

 2. operation

 Brystvorter

 Tatovering

 Det psykiske aspekt

 Links

 Gode råd